Bidrag til den danske pædagogiks historie rummer tre arbejder, der alle beskriver sider af den danske pædagogiks historiske udvikling som videnskabelig disciplin.
Bogens første og største afsnit - Den danske pædagogiks historie med særlig hensyntagen til udviklingen ved Københavns Universitet - giver en samlet fremstilling af den danske pædagogiks videnskabshistorie, af de institutionelle rammer, den har udfoldet sig indenfor, og af det pædagogiske studium. Fremstillingen dækker tidsrummet fra 1600-tallets begyndelse til vore dage. Det er første gang, der foreligger en samlet historisk fremstilling af dette område.
Bogens andet afsnit - Om forholdet mellem filosofi og pædagogik i Knud Grue-Sørensens tænkning - giver en indgående fremstilling af grundtankerne i Knud Grue-Sørensens teoretiske pædagogik. Han var fra 1955-74 den første professor i pædagogik ved Københavns Universitet. Knud Grue-Sørensens forfatterskab må anses for det betydeligste bidrag til den pædagogiske filosofi herhjemme i dette århundrede.
Endelig udgør bogens tredie afsnit - Om den danske pædagogiks videnskabelige etablering. En undersøgelse af et aspekt ved pædagogikkens videnskabshistoriografi - et bidrag til afklaring af de særlige historieteoretiske forhold, der knytter sig til videnskabshistoriske fremstillinger i almindelighed og til pædagogikkens videnskabshistorie i særdeleshed.
I indledningen redegøres der nærmere for de tre arbejder og deres indbyrdes forhold.