Der har længe været tvivl om, hvad samfundet egentlig vil med de humanvidenskabelige fag. Selv om interessen er stor også uden for de traditionelle læreanstalter, er der alligevel en manglende tillid til fagenes ‘rentabilitet’. Det har bragt dem i defensiven i den offentlige debat og skabt usikkerhed i egne rækker. En ikke uvæsentlig årsag er, at humanvidenskaberne for længst har mistet det historiske bånd til humanismen, der op igennem det 19. århundrede forlenede fagene med et bredere dannelsesperspektiv, et medborgersind.

Denne bog bruger den napolitanske maler Salvator Rosas gådefulde maleri af den tidlige græske filosof Demokrit som et underliggende tema til at diskutere humanvidenskabernes rolle i samfundet. Opgaven er her først og fremmest at gentænke fagenes gamle bånd til humanismen – ikke ved at vende tilbage til en version, der nu har udtjent sin rolle, men ved at genopfriske, hvad den italienske umanesimo og dens fremmeste repræsentant, den florentinske statssekretær Niccolò Machiavelli, har at byde på. Med en forankring i den antikke romerske tænker og digter Lukrets leverer Machiavelli selv et eksempel på den fortsatte bearbejdning af kulturarven, som altid har været et kendetegn for humanvidenskabernes arbejdsmetode.

Bogen argumenterer for, at der her ligger et kulturhistorisk baggrundsmateriale med et potentiale til at placere den humanvidenskabelige refleksion i et mere aktivt forhold til tidens store udfordringer: globaliseringen og teknologiens brudte løfter, aggressive populistiske bevægelser og en altoverskyggende klimakrise, der langsomt er ved at nedbryde den demokratiske orden, vi hidtil har kendt.