Anden del af Den dobbelte stat indeholder også indholdsfortegnelse, forord, bibliografi og personindeks til hele bogen.
Fra begyndelsen af 2. del:
Fåmandsvældet omkring en snæver kreds af socialistiske og især kristeligdemokratiske politikere kulminerede i 80’erne med Craxi,
Andreotti og Forlani. Bag den politiske verdens omskiftelighed sporedes
der en stadig mere konsolideret magtpraxis, der byggede på
forvaltning og deling af privilegier snarere end på reformer og projekter.
Men den blev også indledningen til en entropisk bevægelse
mod uorden, der til sidst sprængte PSI og DC. Hvorfor degenererede
Den første Republik til et korrupt oligarki, der i årtier holdt sig
hævet over strafforfølgelse? Hvorfor forskertsedes de demokratiske
hensigter, som kampen mod fascismen havde lagt op til? Svarene
peger på både institutionelle og mentale tilstande.
Man kan naturligvis indvende, at spørgsmålene er skinspørgsmål,
eftersom ethvert komplekst system, som efterkrigstidens Italien
unægteligt var, avler ikke-indfriede forventninger og utilsigtede
virkninger. Vælges denne forklaringsmodel befries kulturhistorikeren
bekvemt for den etisk-politiske farvning, som det i denne
krønike ofte anvendte ord korruption har. En vis postmodernistisk
tilgang ville muligvis føle sig tiltrukket af et sådant fravalg. Imidlertid
ville det stride imod den almindelige fornuft, så meget mere
som den trang til forklaringer, denne afføder, næppe lader sig affærdige.
Kaosteorien er selv en forklaring og ophøjer Machiavelli’s
laden-stå-til til et alment mønster for det uforudsigelige. De forklaringer,
som den almindelige fornuft derimod opererer med, er forankret
i den historiske erfaring, i den lange tid. For Italiens vedkommende
fremviser historien nogle tilbagevendende formtræk,
der lægger op til en vis morfologisk forudsigelighed. ...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
