Fjerde del af Den dobbelte stat indeholder også indholdsfortegnelse, forord, bibliografi og personindeks til hele bogen.
Fra begyndelsen af 4. del:
Den oligarkiske dobbeltstat kombinerede det transnationale over-herredømmes
liberalistiske træk med den endogene arv, som Kirken, fascismen og den transformistisk-klientelistiske praxis havde nedfældet. En stor kender af italiensk udenrigspolitik, Norman Kogan, har skrevet, at "det primære mål med italiensk udenrigspolitik er at beskytte den interne samfundsstruktur mod interne fjender". Ifølge dette udsagn går udenrigspolitik ud på at søge allierede i omverdenen og gøre disse til eksterne beskyttere af bestemte
national-folkelige gruppers interesser. Er denne tese gyldig, kan den
forklare, hvorfor efterkrigstidens overherredømme i den kolde krigs
regi blev antikommunistisk snarere end antifascistisk, som forfatningen
af 1948 fordrede.
Når som i det italienske tilfælde der kan fremføres stærke argumenter
for, at det er de "udartede" styreformer i den aristoteliske
cyklus, der har været de udslaggivende omend ikke enerådende,
kan det forklares med landets særlige tilpasning til det liberalistiske
overherredømme siden Samlingen. Det italienske Risorgimento var
således uden en jakobinsk-demokratisk profil. Den moderat-liberale
elite, der stod bag, var slet ikke interesseret i en sådan. Det
nationale økonomiske samfunds placering på det internationale
verdensmarked tillod ikke en jordreform og en forfatning, der gik
videre end den eksisterende jordfordeling og den gamle piemontesiske
Statuto fra 1848. Italien fik ikke det civilsamfundsmæssige og
uddannelsesmæssige løft, der kunne danne baggrund for mere
repræsentative eliter. ...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
