I Athen skulle en retssag føres af de implicerede parter selv og pådømmes af en folkedomstol bemandet med flere hundrede nævninge, der blev udpeget ved lodtrækning. For at gøre retsplejen demokratisk ville man modvirke professionalisme, og det var strafbart at betale en advokat for at føre ens sag i retten.

Men på ét punkt gik athenerne på kompromis: De tillod de procederende at henvende sig til en professionel taleskriver - en logograf - der udarbejdede en tale, som de så lærte udenad og holdt for dommerne. Lysias var måske den mest elegante af de athenske logografer. Han levede i slutningen af det 5. århundrede f.Kr. og havde etableret sig som stenrig skjoldfabrikant med over 100 slaver i sit værksted. Men ved en oligarkisk revolution i 404 mistede han alt, og efter demokratiets genindførelse i 403 måtte han tjene til livets ophold ved at skrive retstaler for andre.

Lysias blev berømt for sit smukke sprog og sin flydende stil, og talerne blev udgivet og bevaret som eksempler på god retorik. I oldtiden kendte man over 200 af hans taler og yderligere 200, som med større eller mindre ret blev tilskrevet ham. Af alle disse er kun 34 overleveret i middelalderlige håndskrifter - syv af dem er oversat i dette udvalg.

Lysias' taler giver et autentisk billede af athenernes livsmønster og fortæller om næsten alt - fra den bedragne ægtemands drab på sin kones forfører til en forbitret anklage mod en embedsmand, der beskyldes for lovsvindel. Samtidig vidner talerne om en kultur, hvor talekunsten var højt værdsat, og hvor man åbent erkendte, at "fornuft uden veltalenhed er som et sværd, der sidder fast i skeden."