Bogtrykkerkunsten opfandt ikke bogen, men den udbredte det skrevne ord, således
at det kom flere for øje og øre. Efter bogtrykket kunne voksende læsekredse
deltage i skriftkultur på tværs af standssamfundets skel. Med bogtrykkerkunsten
blev det skrevne ord således også til menigmands medie. Denne bog handler om,
hvorledes bogtrykket blev en del af dagligdagen i Danmark. Hvorledes flere og
flere sammenhænge i dagliglivet blev beskrevet eller foreskrevet, og hvorledes
mediet åbnede for nye forestillingsverdener, som kunne forandre det daglige liv:
Livet som forskrift, som fortælling, historier, historie - tidens tegn.