Da Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) i år 75 indledte sin politiske karriere som kvæstor i den vestlige del af den romerske provins Sicilien, gjorde han sig bemærket hos øens indbyggere ved sin dygtige og ubestikkelige embedsførelse. Dette gode omdømme var baggrunden for, at alle Siciliens byer, bortset fra Messina og Syrakus, i 70 henvendte sig til ham, da de i Rom ønskede at drage Gaius Verres, Siciliens statholder i de forudgående tre år, til ansvar for grove embedsmisbrug ved retten og bad ham som advokat at føre deres sag.

Cicero påtog sig sagen. Både fordi han nærede en oprigtig kærlighed til Sicilien og ønskede at bekæmpe korruptionen. Men også fordi en sejr i retssalen ville indbringe ham en belønning i form af en overtagelse af Verres' rang som prætor i senatet, og dermed bane vejen for en karriere i magtens indercirkel.

Ciceros taler i straffesagen mod Verres, der bevaret i deres helhed, giver et fascinerende indblik i den måde, den romerske overklasse (mis-)brugte deres embeder på. Med vanligt retorisk mesterskab fremlægger Cicero et stort materiale om Verres’ mange ugerninger under statholderskabet på Sicilien. Mest berømt er skildringen af, hvordan Verres ganske skruppelløst plyndrer øen for kunstgenstande - en forbrydelse så åbenlyst grov, at Verres valgte at opgive sagen allerede efter den første retsforhandling og drage frivilligt i eksil.

Talerne, der ikke tidligere har været oversat i sin helhed, er oversat fra latin og forsynet med indledning, noter og registre ved Sven Helles.