Første del af Om forbrydelse og straf indeholder også forord, noter og efterskrift til hele bogen.
Fra begyndelsen af 1. del: Den overleverede strafferet
Den strafferet, oplysningstidens Europa overtog fra højmiddelal-deren,
var hæmningsløst grusom. Tortur og dødsstraf fandt udstrakt
anvendelse. Anonyme anmeldelser var et vigtigt led i inkvisitionens
retspleje. Beviskravene til en domfældelse var ofte
meget små. Der var ingen klar sondring mellem en anklaget og en
domfældt person. Straffenes art og varighed var ikke fastlagt ved
lov, men arbitrære. Dommerne havde ofte købt deres embeder, og
deres juridiske kvalifikationer var af mindre betydning. Respekt
for forbryderen som menneske kom ikke til udtryk, og sociale
forholds mulige betydning for forbrydelsen havde man ikke blik
for.
Til illustration af, hvordan et sådant system fungerede, anføres
to eksempler, et fra Frankrig, oplysningens hjemland, på henrettelse
af en attentatmand, og et fra Danmark på henrettelse af en
oplyst statsmand.
Voltaire har givet en beskrivelse af afstraffelsen af Damiens.
Ludvig XV blev i 1757 udsat for et attentat fra en sandsynligvis
sindssyg person ved navn Damiens. Kongen blev kun overfladisk
såret af attentatmandens kniv. Forhøret af Damiens begyndte
med, at han under justitsministerens ledelse blev knebet med
gloende tænger. I tre måneder forsøgte man uden resultat alle
slags tortur for at finde frem til medskyldige, og Damiens blev
dømt til døden. Om morgenen på dagen for dommens eksekvering
blev hans ben først knust i en torturmaskine. To timer
senere erklærede lægerne, at han ville dø, hvis man ikke holdt op. ...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
