Den 5. juni 2009 - Grundlovsdag - fyldte Inge Lise Pedersen 70 år, og i den anledning tilegnedes hun en bog med 25 artikler om sproglige emner og med en titel hentet fra Grundtvig (sangen Moders Navn er en himmelsk lyd). Titlen skal dog ikke kun pege på Inge Lises Pedersens tilknytning til kirkeliv og højskolekultur, men også antyde bogens indhold. Samtidig med dette festskrift udgives der et andet festskrift med et udvalg af artikler skrevet af Inge Lise Pedersen selv, Fra folkemål til multietnolekt, men indirekte giver også I mund og bog et indtryk af hvad der optager hende fagligt. Bidragyderne har ganske vist frit kunnet vælge hvad de ville skrive om, men da alle forfattere har haft et fagligt samarbejde med Inge Lise Pedersen i kortere eller længere tid, afspejler bogen også Inge Lises Pedersens forskningsinteresser. De allerfleste bidrag falder inden for talesprogsforskning - med slagside mod sociolingvistik - men der er også artikler inden for andre emner, fx artikler om importord og sprog-og-køn.