I årene 1130-1138 skrev Geoffrey of Monmouth (ca. 1100-1154) formodentlig i Oxford sit store værk om de britiske konger, Historia Regum Britanniae, som straks blev meget populært. Allerede i midten af det 12. århundrede oversatte og omarbejdede den franske digter Wace hans værk på vers, en omarbejdelse, der kaldes Roman de brut. Man formoder, at hele Geoffreys værk er blevet oversat på Island i begyndelsen af det 13. århundrede, og i den norrøne overlevering er det oftest blevet kaldt Breta sögur. I denne udgivelsesserie har det imidlertid fået navnet Breta saga. I håndskrifterne er Breta saga tænkt som fortsættelse af Trójumanna saga, eftersom de to tekster altid følges ad. Breta saga er overleveret i to versioner, en lang og en kort. Den lange version er bevaret i AM 573 4to, Holm papp 58 fol (en afskrift af det tabte riddersagahåndskrift Ormsbók) og fragmentet TCD MS 1023 a. Den korte version er bevaret i AM 544 4to, som er en del af samlingshåndskriftet Hauksbók. Teksten i den korte version ligger tættest på Geoffreys latinske tekst, mens teksten i den lange version har interpolationer, som peger imod Waces franske oversættelse.

I nærværende udgave af Breta saga gengives de fire ovennævnte overleveringer af sagaen. Teksterne er opstillede på samme måde som i Jonna Louis-Jensens udgave af Trójumanna saga (1963), med den lange version af sagaen gengivet øverst på siden og den korte nederst. I indledningen bliver de forskellige dele af Breta saga behandlet med fokus på oversættelsens gengivelse af den latinske tekst og de to versioners indbyrdes forhold. Materiale fra svenske ordbøger fra det 17. århundrede er blevet inddraget for at kaste lys over den lange version af sagaen, eftersom materialet indeholder mange citater fra Ormsbók.