G.W.F. Hegels Phänomenologie des Geistes fra 1807 hører til blandt de mest interessante og imponerende enkeltbidrag til filosofien nogensinde. Hegel selv kaldte den for 'en vej', der skulle føre læseren frem til en sammenhængende - kritisk - forståelse af datidens vigtigste politiske, litterære, religiøse og filosofiske tanker og tilværelsestolkninger.

I denne filosofihistoriske afhandling giver Jørgen Huggler en nøgle til dette hovedværk, og fremhæver det paradoksale i at Hegel ville gå kritisk og skeptisk til værks, men alligevel nå frem til en absolut, uomstødelig filosofisk opfattelse. Som Huggler viser, var det imidlertid netop denne intensive brug af skeptiske argumentationstyper parret med en raffineret sammenfatning, der gjorde det muligt for Hegel at frigøre sig fra sine filosofiske forgængeres mere lukkede tankebygninger. På den måde kunne han inddrage et stof, der strækker sig fra græske tragedier til den samtidige tyske romantik, samtidig med at han på en hel ny måde kunne videreføre og forsvare den tyske idealistiske filosofi, som Kant havde lagt grunden til. Bag Hegels mægtige udvalg af stof, der også spænder fra Luthersk kristendom til den franske revolution, lå utvivlsomt en tidstypisk vision om et harmonisk samfund. Men som Huggler påviser, holder Hegel hele tiden fast ved en principiel - og udogmatisk - undersøgelse af forskellige opfattelser af rationaliteten og af dens sammenhæng med bestemte tanker om bevidsthed og virkelighed. Hegel sammenfattede tilsidst disse forestillinger som fremtrædelser af begrebet "ånd" - heraf titlen på hans bog.

Afhandlingen knytter an til til en række nyere tendenser indenfor den internationale Hegelforskning, repræsenteret ved navne Pierre-Jean Labarrière, Klaus Düsing, Michael Forster og Ulrich Claesges, og er den første af sin art på dansk i mange år.