Transcendentalfilosofiske overvejelser har været på den filosofiske dagsorden siden Kant, der identificerede erkendelsens transcendentale betingelser med anskuelsesformerne, de rene forstandsbegreber og fornuftens ideer. I det tyvende århundrede har filosoffer som Husserl, Heidegger, Merleau-Ponty og Jacques Derrida forsøgt sig med andre definitioner, såsom sproget, den sociale kontekst, livsverdenen og den menneskelige endelighed.

Transcendental historie betegner en mulig filosofisk disciplin i stil med transcendental logik. Gennem to hinanden supplerende bestræbelser, nemlig at udarbejde et begreb og at forsvare en tese, undersøger forfatteren filosofihistorien på de steder hvor muligheden af den transcendentale historie viser sig. Begrebet som udarbejdes er begrebet om historisk tid. Tesen som forsvares er, at den menneskelige erkendelses transcendentale betingelse er historien. Såvel begreb som tese placerer afhandlingen i den filosofiske genre, der i traditionen kendes som transcendentalfilosofisk.