Johannes Wiedewelt (1731-1802) spillede en central rolle for dansk billedhuggerkunst i sidste halvdel af 1700-tallet. Wiedewelt introducerede en tidlig form for nyklassicisme, manifesteret i et stort antal monumenter skabt til forskellige formål.

I 1750’erne studerede Wiedewelt i Paris og Rom, hvor han blev del af en international kreds af banebrydende kunstnere og videnskabsmænd. Ikke mindst var hans venskab med J.J. Winckelmann af varig betydning. I Danmark bestræbte Wiedewelt sig på at oversætte formsproget i antikkens statuer og monumenter til en ”evig”, national stil, der stadig virker forbavsende moderne. Som professor ved og direktør for Kunstakademiet havde han en afgørende rolle som formidler af nye ideer.

Bogen indeholder 14 tværfaglige artikler, hvori forfatterne revurderer Wiedewelts arbejde for kunsten, for kunstteori, akademiuddannelse og design. Der bliver lagt særlig vægt på Wiedewelts vedvarende studier af den klassiske antik og danske forhistoriske og middelalderlige monumenter, hvilket gør ham interessant for også arkæologihistorien. Bogen, der er det første engelske studie i bogformat af Wiedewelt, imødekommer en voksende interesse for den danske kunstner – også i udlandet.