Et bind af serien Danmarks Stednavne dækker typisk et amt eller et herred (som inddelingen så ud indtil 1970), og det centrale stof er bebyggelsesnavne – som er medtaget i alle bind.
Stednavne i Københavns Amt, Sokkelund Herred, Amager og Saltholm indgår som nr. 22 i serien Danmarks Stednavne. Bindet udgør en afsluttet helhed i forlængelse af de to bind af Danmarks Stednavne (nr. 19 og 20), der indeholder stednavne fra Smørum Herred. Indholdets omfang er bestemt dels af naturlige grænser, dels af den ældre administrative inddeling således som den kommer til udtryk i ordningen af Danmarks sogne i Festskrift til H.F.Feilberg, Kbh. 1911 p. 477-488.
Det er udgavens mål at have behandlet alt det navnestof fra Amager og Saltholm som vedrører områdets agrare og maritime forhold. Udeladt fra behandling er derimod alt det navnestof, som vedrører det urbaniserede Amager, og man vil således søge forgæves efter gadenavne, butiksnavne og villanavne.