Afspændingsprocessen mellem Øst og Vest i 1970’erne er en milepæl i historien om Den Kolde Krig. De seneste års forskning peger på, at denne proces var af større betydning, end man tidligere har troet, for forståelsen af og forklaringen på Den Kolde Krigs fredelige afslutning i sidste halvdel af 1980’erne.
Denne antologi belyser fra såvel græsrods- som diplomatniveau i Øst og Vest den europæiske afspændingsproces, herunder Helsinki-konferencens slutakt fra 1975 om respekt for menneskerettigheder og menneskelige kontakter på tværs af Den Kolde Krigs jerntæppe.
Bogens bidrag er original forskning baseret på nyåbnede og hidtil ubenyttede statslige og private arkiver i Vest- og Østeuropa samt i USA. Artiklerne er skrevet af såvel anerkendte seniorforskere som yngre, lovende forskere fra Tyskland, Polen, USA, Schweiz, Italien, Norge og Danmark. Tilsammen kaster de nyt og fascinerende lys over et afgørende kapitel i nyere, europæisk historie.
Poul Villaume, dr.phil., professor ved Saxo-Instituttet, Afd. for Historie, Københavns Universitet.
Odd Arne Westad, professor i international historie ved London School of Economics.