Beretningerne om Jesus i Det Nye Testamentes fire evangelier har alle karakter af fortællinger om et livsforløb, og store dele af Det Gamle Testamente udfoldes som kæder af stereotype livshistorier og heroiske fortællinger om frelsere, konger og profeter. Gennem 14 artikler bringer dette bind to temaer sammen. Dels forholdet mellem udviklingen af den biografiske genre i antikken og de bibelske skrifter, dels forekomsten og karakteren af forestillinger om frelserfigurer i de bibelske skrifter og deres omverden. Det er koblingen mellem disse temaer, der kommer til udtryk i det kunstord, ’biografisering’, der optræder i bogens titel. Mens det gængse ord ’biografering’ betyder nedskrivning af et stedfundet, historisk livsforløb, signalerer ’biografisering’, at bogen opererer med en forståelse af skrifterne og deres frelserfigurer som narrative konstruktioner, og at interessen gælder de litterære, skriftfortolkningsmæssige, receptionshistoriske, teologiske o.a. processer, der ligger bag udformningen af frelsens figurer i biografiens form.
Hovedparten af bogens forfattere er ansat ved Afdeling for Bibelsk Eksegese, Københavns Universitet:
Karen Marie Sø Leth-Nissen, Søren Holst, Karen Martens, Ingrid Hjelm, Bodil Ejrnæs, Niels Peter Lemche, Thomas L. Thompson, Mogens Müller, Lone Fatum, Troels Engberg-Pedersen, Geert Hallbäck, Jesper Tang Nielsen, Henrik Tronier, Christina Petterson.
Thomas L. Thompson (f. 1939), er professor i Gammel Testamente ved Københavns Universitet.