Romantiske 'lyksalighedsøer' er tekster, der sætter poesien som en central del af forestillingen om et lyksaligt refugium, et længslernes mål, en himmel - og der er påfaldende mange af den slags 'øer' i dansk og svensk romantik, fra 1810'erne og frem til midten af århundredet. Med disse som omdrejningspunkt følger Lyksalighedens øer udviklingen i og udvekslingen mellem svensk og dansk romantik. Samtidig indledes en kritisk diskussion af litteraturhistorieskrivningen i de to lande, herunder ikke mindst spørgsmålet om, hvorfor de har etableret så forskellige begreber for det, der kommer efter romantikken.
I fokus står udvalgte værker af fem centrale skikkelser i perioden, C.J.L. Almqvist, P.D.A. Atterbom, B.S. Ingemann, J.L. Heiberg og H.C. Andersen, der netop bruger myten om lyksalighedens ø til at udforske, hvordan poesien formidler mellem det reelle og idealet, jord og himmel. Disse tekster skaber rum for møder og konfrontationer mellem poesi, religion, filosofi, erotik og kærlighed. På hver deres måde reflekterer de over romantikkens egen selvforståelse og sætter den på prøve, samtidig med at de præsenterer sig som svar på fornyede krav om virkelighed og sandhed i poesien samt en stigende politisering af litteratur og kritik.