Med den israelske efterretningstjenestes tilfangetagelse af Adolf Eichmann i 1961 blev en af de mest berømte retssager mod en tidligere naziforbryder indledt. Eichmann var i Det tredje Rige ansvarlig for transporten af jøder til koncentrationslejrene. Ved retten i Jerusalem blev han kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og blev som følge af dommen henrettet. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt dækkede den lange retssag for ugemagasinet The New Yorker, og skrev senere sine beretninger sammen i bogen Eichmann in Jerusalem – A Report on the Banality of Evil (1963).

Arendt hævdede, at Eichmann ikke var ond i klassisk forstand. Han udviste ingen patologiske træk, men var tværtimod frygtindgydende normal. Hans ‘eneste’ skavank var, at han ikke tænkte, at han var banal – en banalitet, som ikke var væsensforskellig fra den, Arendt hævdede var karakteristisk for det moderne massemenneske. Arendts beretning blev en af de væsentligste analyser af nazismen og den totalitære stats subjekter, og samtidig central for forståelsen af hendes øvrige forfatterskab og for den moralske dømmekrafts krise i det moderne massesamfund.

Ondskabens Banalitet rummer en række diskussioner og perspektiveringer af Hannah Arendts bog om Eichmann. Både i forhold til hendes øvrige værk, til anden forskning i nazismens masseudryddelser og totalitære personlighedstyper og i forhold til nutidige problemer omkring embedsmandsadfærd og etnisk udrensning.