I mellemkrigstiden voksede initiativer til bekæmpelse af spædbørnsdødelighed frem over hele Europa. I Frankrig og England kom der statslige påbud og gradvis offentlig overtagelse af tidligere privat organiserede ordninger. I Danmark valgte staten at etablere en helt ny institution til bekæmpelse af spædbørnsdødeligheden - Sundhedsplejerskeinstitutionen.

På grundlag af studier i Sundhedsstyrelsens og indenrigsministeriets arkiver, korrespondancer, magasinpresse og radioudsendelser, interviews, ansøgninger, breve, aviser, blade og uddannelsesmateriale, fortæller Henriette Buus historien om den nye institutions opståen og udvikling i mellemkrigsårene. Målet med indførelsen af den nye moderskabspraksis var at sikre en samfundsduelige befolkning bestående af sunde og samfundsnyttige borgere på niveau med sammenlignelige stater, hvad angår kulturtrin og civilisationsstade. Buus påviser, at det historiske forløb ikke skal analyseres som en implementering ovenfra, men som led i et mere komplekst samspil mellem stat, profession og borger. Analysen viser således, at mange kvinders subjektivitet er tæt knyttet til velfærdsstaten, hvilket sætter danske kvinders kamp for velfærdsstaten og mod EU-unionen i nyt lys.

Bogen tager udgangspunkt i den etnologiske stats- og livsformsteori og henvender sig især til professionelle i sundhedssektoren, men kan også med fordel læses af de mange, der interesserer sig for, hvordan befolkningens vaner kan bringes i overensstemmelse med regeringens vedtagne politik. Det er således bogens påstand, at en vellykket implementering er usynlig set fra borgernes synspunkt. Velfærdsstatens mål er, at nye vaner bliver selvfølgelige. Konsekvensen er bl.a., at brugerevalueringer er uegnede som middel til vurdering af succes.

Henriette Buus, ph.d., er ingeniør og etnolog. Hun er ansat som forskningsadjunkt og ekstern lektor på Institut for Arkæologi og Etnologi, Københavns Universitet.