Poser med sydesalt, tangtage og friskfanget jomfruhummer på havnen i Østerby er noget af det, der kendetegner Læsø i dag. Befolkningen på Kattegats største ø har gennem de sidste 500 år måttet tilpasse sig de barske omgivelser i en grad, der voldsomt har indvirket på både natur og lokalkultur, og den historie kan aflæses i de karakteristiske Læsø-produkter.

Læsø Land er et storværk og et livsværk. I 1949 påbegyndte Bjarne Stoklund i Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelsers regi sine studier af Læsø. Gennem registrering, interviews og iagttagelser blev Læsøs gamle folkekultur belyst, som den kunne huskes af gamle læsøboer, og som den endnu oplevedes i de mest gammeldags miljøer på øen.

Stoklund optegner den læsøske historie og udvikling som et produkt af befolkningens tilpasning til øens økologiske forhold og til de bredere politiske og økonomiske omstændigheder i perioden 1550-1900. Han beskriver den kønsmæssige arbejdsdeling, hvor kvinderne arbejdede med øens begrænsede ressourcer, mens mændene fiskede og handlede med tømmer fra Norge og senere spillede en vigtig rolle i 1800-tallets internationale skibsfart. Også bjærgning af vrag, dvs. strandede handelsskibes ladninger, udgjorde en vigtig del af læsøboernes erhvervsøkonomi.

Stoklund har haft et enestående kildemateriale til rådighed, dels fordi han har kunnet trække på sin familie, som stammer fra Læsø, dels fordi Læsø i lang tid har bevaret gamle vaner og arbejdsmetoder. Han beskriver indgående saltproduktionen, arbejdsredskaberne og de skiftende materielle vilkår og retter læserens blik mod en række betydningsfulde økokriser; ikke mindst den udmarvning af naturen, som var resultatet af et stort behov for brænde til den tidlige saltproduktion, og som gjorde, at store mængder sand bredte sig ind over øen. Værket er i to bind: Kvinden og jorden og Manden og havet.