▼ Pressen skrev
▼ Din mening
Fås også som trykt bog
Minimalismens æstetik er en tværgående undersøgelse af den amerikanske minimalisme inden for billedkunst og musik i 1960’erne og 1970’erne.
Minimalismen har siden 1960’erne haft en markant betydning inden for alle kunstarter og står i dag som en af efterkrigstidens væsentligste æstetiske strømninger. Samtidig kan mange af minimalismens æstetiske principper ses som forløbere til vor tids digitale æstetik inden for nyere videokunst, elektronisk musik, netkunst og grafisk design.
I bogen behandles en række af minimalismens væsentligste værker fra Frank Stellas stribede malerier, Donald Judds kasser, La Monte Youngs droneeksperimenter og Steve Reichs båndloops til ambiente installationer af eksempelvis Richard Serra, Bruce Nauman, Robert Smithson og Brian Eno. Disse analyser danner baggrund for en diskussion af minimalismens fundamentale tværæstetiske virkemidler, såsom enhed og ensartethed, desubjektivering og dehierarkisering, instrumentalitet, processualitet, ambiens og gentagelse.
Minimalismens æstetik er den første dansksprogede udgivelse i bogform om minimalisme og også internationalt en af de første komparative undersøgelser af minimalismen som tværæstetisk kategori. Bogen har med sin tværfaglige karakter relevans for alle med interesse i minimalismen som specifik kunst- og musikhistorisk strømning og som æstetisk fænomen i bredere forstand.
Ulrik Schmidt (f. 1972) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, Københavns Universitet, og ph.d.-stipendiat ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet, med et projekt om ambient æstetik i kunsten og livsformerne.
Pressen skrev
"Gedigen gennemgang og analyse af den kunstneriske og musikalske minimalisme i perioden fra 1950'erne til 1970'erne på et højt og specialiseret niveau."
-Kent Skov, Lektørudtalelse, DBC
"Hvis ikke man er fortrolig med minimalismen, vil man efter at have læst denne bog få ikke alene en meget bedre forståelse for den minimalistiske musik, men også et langt større udbytte af at gå på Louisiana!"
- anmeldt på danskmusiktidsskrift.dk, nr. 3, årg. 82.
"I »Minimalismens æstetik« behandler Ulrik Schmidt minimalismen i de tredimensionale værker, i billedkunsten og i musikken. Sammenstillingen af disse kunstarter, som ikke har mange forløbere, heller ikke i international forskning, kommer der interessante indsigter ud af - både i forhold til de respektive kunstarter og i forhold til minimalisme-begrebet. Så Ulrik Schmidt har med »Minimalismens æstetik« skrevet en god og solid bog om minimalisme. Ulrik Schmidts sammenstilling viser, hvilket er en væsentlig sidegevinst, at kunstneriske forandringer ikke forløber i lige inspirationslinjer, men i spring og simultane gennembrud - ofte på tværs af kunstarterne. Ulrik Schmidt har et godt blik for denne, som man ville have sagt i 1960’erne, fælles sensibilitet mellem kunstarterne, og det er væsentligt at få beskrevet, hvordan der tilsyneladende er samtidige, men uafhængige opbrud i forskellige kunstarter. Schmidt bruger ubesværet begreber fra en kunstart til at beskrive tendenser i en anden. Det understreger, at det betaler sig at sammenligne kunstarterne. ... Ulrik Schmidt har skrevet den indtil videre grundigste introduktion til minimalismen på dansk." - Max Ipsen, Standart #2 2008.
Samtlige udgivelser på forlaget med -
Ulrik Schmidt som forfatter
Minimalismens æstetik 2007, ISBN 978-87-635-0459-1, hft
| |
Indlæg offentliggøres med navn og e-mail. Forlaget forbeholder sig ret til at redigere og udelade indlæg.
|