Den italienske renæssance blev inspirerende på næsten alle områder for Europa i de efterfølgende århundreder. På teatrets område dukkede der dog aldrig store dramatikere som Shakespeare, Lope de Vega og Calderón op, men Italien skabte i løbet af 1500-tallet ikke mindre end tre banebrydende teaterformer. De satte alle, hver på sin måde, skel i europæisk teaterkultur. Alle tre var afhængige af hinanden, og ingen af dem var litterære. Den første var perspektivscenen, den anden den improviserede maskekomedie, senere kaldet la commedia dell'arte, og den tredie operaen. Denne bog handler om perspektivteatrets oprindelse, og det er lykkedes at finde nogle hidtil ukendte beskrivelser af den første perspektivscene i et upubliceret codex i Vatikanet. En analyse både af de skrevne og ikonografiske kilder kaster nyt lys over Balassare Peruzzis indsats med illusionsscenens skabelse. Samtidig fortolkes det omdiskuterede dekorationsudkast med en række romerske monumenter, UA 291 i Uffizierne, på en ny måde. Billedet kan godt være et andenhåndsvidne i samtiden og på samme tid en primær kilde for eftertiden. Perspektivscenens oprindelse dannede grundlaget for det moderne europæiske teater.

Klaus Neiiendam, dr.phil., er universitetslektor ved Institut for Kunsthistorie, Dans og Teatervidenskab, Københavns Universitet. Han har tidligere udgivet bl.a. The Art of Acting in Antiquity, Iconographical Studies in Classical, Hellenistic and Byzantine Theatre (1992).