Igennem hele middelalderen drejede den politiske magtkamp sig i høj grad om at kontrollere retshåndhævelsen. Kongemagten begyndte allerede i den tidlige middelalder at trænge ind på det retslige område, der oprindeligt lå uden for den kongelige magtsfære, men det var en sej kamp, der endnu ikke var afsluttet ved middelalderens slutning. Sideløbende med de lovgivningsmæssige sejre, der efterhånden indrømmede kongen stadig større beføjelser på retsområdet, måtte kongemagten kæmpe for at opbygge en forvaltning, der også i praksis var i stand til at varetage den kongelige retsudøvelse.

Bogen fremlægger ny viden om kongemagtens forhold til de gamle lokale tingsforsamlinger, herredsting, sysselting og landsting, og til det omrejsende kongelige retterting. Inden for hver gruppe analyseres de tilstedeværende deltagere, embedsmænd og sagsparter såvel som det enkelte tings sagsområde og retspraksis. Et centralt tema er retsvæsenets betydning for opbygningen af Valdemar Atterdags og dronning Margrethes stærke kongedømme, hvor ikke mindst det kongelige retterting spillede en vigtig rolle under de tilbagevendende kampagner, hvorunder kronen erhvervede ganske betydelige mængder adeligt gods. Et andet væsentligt emne er rigsrådets stigende deltagelse i den kongelige retspleje under kongerne Erik af Pommern og Kristoffer af Bayern.