Stednavne i Ringkøbing Amt, der indgår som nr. 17 i serien Danmarks Stednavne,
omfatter amtet indenfor de grænser som gjaldt indtil 1. april 1970,
d.v.s. Hardsyssel med sine 8 herreder, og Nørre Horne Herred i Varde Syssel. Medtaget er således Grove og Rønbjerg sogne (i Ginding Herred) og Strellev sogn (i Nørre Horne Herred) som nu hører til henholdsvis Viborg og Ribe Amt, men ikke Thyholm, som er overført til Ringkøbing Amt fra det opløste Thisted Amt, og ejheller de sogne og dele af sogne som er overført fra Ribe, Skanderborg og Vejle Amt.
Udgaven omhandler navne på bebyggelser som kendes i kilder fra før ca. 1700. Af bebyggelsesnavne som først kendes fra senere kilder medtages navne på byer og samlinger af gårde og huse, og herudover et fåtal af gård- og husnavne. Af naturnavne er kun medtaget et noget tilfældigt udvalg af navne på større lokaliteter og navne som er overleveret i middelalderlige kilder.