The report on Kurt Waldheim's activities on the Balkans during World War II attracted political attention when its conclusions became known in 1988. But the report itself was never published. It is an important document in connection with any discussion on war crimes and responsibility. It proves that Waldheim, to a certain extent, knew of deportations of Jews and Italian soldiers as well as of massacres of towns and civilian populations. It concludes that by endorsing documents relating to the interrogation of prisoners who were subsequently executed, First Lieutenant Waldheim had knowledge of them and of those events, and also became part of the military machine which brought about those events. Waldheim's claim that "knowledge of a crime is not a crime itself" is not regarded in the report as acceptable without qualification.
By the International Commission of Historians (The Waldheim Commission).
I går døde Østrigs tidligere præsident og FN’s mangeårige generalsekretær Kurt Waldheim i Wien i en alder af 88 år. Hans karriere er et sindbillede på Østrigs komplicerede forhold til sin nazistiske fortid.[]
Kurt Waldheim er selveste symbolet på en nation, der alt for sent tog et generalopgør med sin fortid som begejstret nazistisk lydland i årene fra 1938, da Østrig blev indlemmet i Hitlertyskland, og frem til det endelige nederlag i 1945. Waldheim blev i 1986 af et flertal af det østrigske folk valgt til landets højeste post, præsidentembedet, selv om det kort forinden var blevet afsløret, at han med god grund havde løjet om sin fortid som værnemagtsofficer i Grækenland og Jugoslavien.
Waldheim fik i 1986 livsvarigt forbud mod at rejse ind i USA, efter at det var afsløret, at han havde medvirket til krigsforbrydelser på Balkan i årene 1943 og 1944, hvor han var tolk og forbindelsesofficer i den tyske besættelsesstyrke. Mange østrigere føler den dag i dag, at Waldheim blev offer for en hetzkampagne inspireret af jødiske kredse i USA. Den omstændighed, at Østrigs præsident ikke kunne besøge USA, medvirkede til at isolere Østrig i forhold til de fleste vestlige lande.
Dette tab kunne ikke modvejes af en udtalt popularitet i den arabiske verden, hvor han ofte blev modtaget på statsbesøg. Så sent som under Golfkrigen i 1990 rejste Waldheim som mægler til Bagdad, hvor Saddam Hussein havde taget statsborgere fra en række vestlige lande som gidsler. Waldheim fik de østrigske og schweiziske gidsler med hjem.
Med Waldheims død afsluttes et mørkt kapitel i efterkrigstidens historie, der nok så meget handler om det lille Østrig, der købte sin selvstændighed i efterkrigsårene mod at acceptere en status som neutralt land.[]
Den unge Waldheim var tidligt blevet medlem af nazipartiet og af de nazistiske SA-troppers ridderkorps. På Balkanfronten var han med Löhr i den nordgræske by Saloniki, da tyskerne deporterede 40.000 jøder herfra til udryddelseslejrene i Auschwitz og Treblinka i det besatte Polen.[]
Senere deltog Waldheim i ulovlige fangetransporter af italienske krigsfanger til Tyskland, af henrettelsen af allierede krigsfanger og i ganske særlig grad i sanseløse massakrer på jugoslaviske partisaner og udslettelsen af hele landsbyer.
De ubehagelige afsløringer hindrede på ingen måde Waldheim i at opnå 49,6 procent af stemmerne ved 1. runde af præsidentvalget 4. maj 1986. I anden runde fik han 53,9 procent af stemmerne. Østrigerne lå ikke under for ’den internationale smudskampagne’ mod deres store statsmand. Og hans små hvide løgne tilgav man ham.[]
For at få sagen opklaret nedsatte den østrigske regering en international historikerkommission under ledelse af den schweiziske historiker Hans Rudolf Kurz. Historikerne nåede i 1988 den konklusion på deres omfattende arbejde, at Waldheim ikke havde personlig medskyld i deportationen af de nordgræske jøder og krigsforbrydelserne på Balkan i øvrigt, der med kommissionens ord blev ført med »umenneskelig hårdhed og grusomhed«. Dertil var hans rang for lav. Men han kendte til forholdene i de mindste detaljer, han deltog i forhandlingerne, medvirkede til deres gennemførelse og var i det hele taget velunderrettet om alt.
Han gjorde intet for at hindre forbrydelserne. Det kunne han som underordnet måske heller ikke have gjort, hvis han havde villet det. Kommissionen skrev, at den ikke havde fundet vidnesbyrd om, at den jurakyndige Waldheim havde gjort indsigelse mod de åbenlyse krigsforbrydelser og massemord.
»Tværtimod har han igen og igen medvirket til retsstridige hændelser og dermed lettet deres gennemførelse«, hedder det i konklusionen.
I de fleste andre europæiske lande var en præsident med et sådant generalieblad nok trådt tilbage. Men det skete ikke i Waldheims tilfælde. Den socialdemokratiske ledelse under forbundskansler Franz Vranitzky nøjedes med at tage kommissionens beretning ’til efterretning’. Først i 1991 mandede Vranitzky sig op til, mere end 50 år efter Østrigs indlemmelse i Hitlers Rige, at erkende, at Østrig havde medskyld i nazismens forbrydelser.
Den internationale kommissionsberetning ’The Waldheim Report’ er herhjemme udgivet af forlaget Museum Tusculanum.
Peter Wivel, Politiken, 15. juni 2007
Nyhedsbrev
Print siden
