I 1964 chokerede Harald Weinreich ikke mindst den germanistiske verden ved at hævde, dels at den grammatiske kategori tempus ikke primært er udtryk for tid, dels at de perifrastiske tempora må opfattes som fleksionelle enheder. I den foreliggende bog gøres ikke blot denne radikale påstand, men hele den identitetskrise, som tempuskategorien i de seneste cirka 30 år må siges at have befundet sig i, til genstand for behandling. Bogen indeholder en oversigt over tempusforskningens resultater fra begyndelsen af 1960’erne til i dag med henblik både på morfosyntaktiske og semantiske problemstillinger. Af denne oversigt fremgår det bl.a., at ikke blot spørgsmålet om tempuskategoriens overordnede indhold, men også om tempusbeskrivelsens grundlæggende metodologi har været yderst omdiskuteret. Centralt i forskningen står bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt tempusbeskrivelsen principielt bør tage et homonymt eller et polysemt udgangspunkt.
Ud fra den grundholdning, at én form så vidt muligt bør gives én overordnet semantisk beskrivelse, problematiseres i bogens centrale kapitler interpretationen af formen (haben/sein (fin) + perf. part.) i aktive strukturer i moderne tysk ud fra en kritik af teoridannelser forpligtet af forskellige skoler: Er denne form udtryk for ét tempusforhold (med forskellige bibetydninger), eller tilhører den forskellige tempustegn?