I Den østnordiske ballade præsenterer Sigurd Kværndrup den nyere balladeforskning og den første samlede læsning af Svend Grundtvigs storværk Danmarks gamle Folkeviser.

Østnordiske ballader er viser, der - i modsætning til vestnordiske kvad - er ren fiktion. I viserne mødes hedenske motiver med kristne værdier og tragedier med komik i hverdagsscener, som ofte udvikler sig til panisk dramatik.

De østnordiske ballader har deres egne æstetiske virkemidler og er forbundet med den tradition for sang og dans, de var en del af. Den orale kunsts ordmagi kræver et forum at blive til i – ligesom den hedenske kult kun udfolder sin kraft på et helligt sted. Derfor benytter Kværndrup begrebet performance-arena i sin analyse. Det betegner dels de konkrete scener, hvor oral kunst er blevet fremført, dels en indre fortolkningsramme, som skabes i samspil mellem kunstner og publikum. Denne nytolkning af visens æstetiske beskaffenhed og dybdestruktur er således baseret på en hermeneutisk tilnærmelse til visens indre såvel som ydre univers.

Særligt analyseres forskellige versioner af Skjoldmøen, Torbens Datter, Ribold og Guldborg og Ridder Stigs Bryllup, samt den ildevarslende lokalitet ‘ude ved aa’.