Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne København. Forinden havde svenske tropper belejret byen fra lejren Carlstad ved Brønshøj. Svenskerne blev imidlertid mødt af en forsvarsberedt by, og angrebet mislykkedes.

I Stormen på København 1659 undersøger forfatteren den 350 år lange historie om stormen på København som nationalt og københavnsk erindringssted, idet han ser på de store jubilæumsfejringer gennem tiden. Bogens undersøgelse er ligeledes et snit ned gennem 350 års kulturhistorie og erindringskultur og kommer i berøring med adskillige store danskere, fx Kingo, Oehlenschläger, Grundtvig, H.C. Andersen og Carl Nielsen.

Bogens teoretiske udgangspunkt er den franske historiker Pierre Noras begreb erindringssted (lieu de mémoire) som et sted, i konkret eller overført betydning, hvor erindring og historie mødes i et spændingsfyldt samspil om følelser og identitet.

Forud for bogens egentlige analyse af stormen på København som erindringssted præsenteres en kort, realhistorisk gennemgang af belejringen og stormen. Desuden ser forfatteren på de mest udbredte anekdoter og myter, der knytter sig til begivenhederne 1658-60.