J. P. Jacobsen er en af Danmarks væsentligste forfattere. Han var berømt i sin samtid og blev ført frem som fanebærer for Det Nye af tidens betydeligste kritiker, Georg Brandes. Han introducerede Charles Darwins evolutionslære for det brede publikum i Danmark og oversatte hans hovedværker til dansk. Han var en anerkendt videnskabsformidler og blev en hyldet forfatter. Marie Grubbe og Niels Lyhne var de mest omtalte udgivelser, da de udkom, ligesom novellen "Mogens" – i hvert tilfælde i bakspejlet – betegnede et skel i litteraturhistorien. Man kunne allerede i samtiden se, at noget var på færde, selv om man ikke var sikker på hvad.

I årene efter sin død fandt han endelig sin plads som den Excellence, han selvironisk betegnede sig som, mens han endnu levede. Han blev dekadencens mesterdigter, berømt og tilbedt som få, især i de tysktalende lande. Han var uden sammenligning Rainer Maria Rilkes yndlingsdigter, ikke kun fordi han var sprogets mester, men fordi man simpelthen blev dybere i troen på livet ved at læse ham:

"En verden vil komme over Dem, en verdens lykke, rigdom og ubegribelige storhed. Lev for en tid i disse bøger, lær af dem, hvad der synes Dem værd at lære, men frem for alt, elsk dem. Denne kærlighed vil tusind og atter tusind gange blive gen-gældt, uanset hvordan Deres liv måtte forme sig."

En sejlbåd for vindstille er den første egentlige biografi om J. P. Jacobsen, der er udkommet siden 1911.