Walter Benjamins berømte og berygtede bog om det tyske barokdrama af den såkaldt silesiske skole, Ursprung des deutschen Trauerspiels (udgivet 1928) — er et på alle måder usædvanligt kritisk værk, der udfordrer vante kategoriseringer. Sørgespil-bogen er nemlig på én og samme tid en akademisk afhandling med alt, hvad dertil hører af lærde referencer og metodologiske diskussioner, og et avantgardistisk montageværk, der tilsyneladende undergraver den møjsommeligt opbyggede videnskabelige objektivitet med en iøjnefaldende eklekticisme og subjektivitet.

Værket blev afvist som Habilitationsschrift – disputats – i 1925, men har efter Theodor og Gretel Adornos 1955-udgave af Benjamins Schriften i to bind nærmest fået kultstatus - og fungeret som inspirationskilde for en række læsere fra forskellige fagområder, hvoraf nogle har lagt vægt på det ideologikritiske potentiale, der findes i værkets problematisering af myten, mens andre har fokuseret på de semiotiske og retoriske eller sprogfilosofiske aspekter ved Benjamins barokbog og således læst den som en foregribelse af poststrukturalismens tekstualitetsbegreb og forskelstænkning.

Det er imidlertid langt fra uvæsentligt, at Benjamins værk netop handler om barokken. I den europæiske barok fandt han nemlig selve forlægget for den allegoriske fortolknings- og tekstteori, som givetvis blev hans vigtigste arv, og som Sørgespil-bogen må ses som det mest ambitiøse og formfuldendte udtryk for.

Benjamins hovedværk rummer væsentlige indsigter om barokkens litteratur og kultur – indsigter, som aktuelt re- og opvurderes i fagmiljøerne rundt omkring i verden, og som altså med denne oversættelse gøres mere tilgængelige for danske litteraturhistorikere, litteraturstuderende og andre med interesse for 1600-tallet.