Digteren og nobelprisvinderen Juan Ramón Jiménez (1881-1958) hører til blandt det 20. århundredes vigtigste spanske digtere. Han skrev sine digte på et afgørende tidspunkt i litteraturhistorien, og hans værker indplacerer sig litteraturhistorisk set i en periode, der strækker sig fra romantikken over symbolismen til avantgarden. Hans værker kan derfor samlet set ses som et eksempel på det moderne paradigme.

I The Poetry of Juan Ramón Jiménez undersøger Julio Jensen det digteriske subjekt, der optræder i Jiménez’poesi, som et litterært billede på ideen om den moderne subjektivitet. Dette gør han ud fra en antagelse om, at der historisk er et sammenfald mellem litteratur og filosofi, idet den filosofiske diskurs begrebsliggør tidens fremherskende forståelse af mennesket, mens den litterære diskurs repræsenterer det.

Den moderne tænkning accepterer intet andet grundlag end subjektivitet. Bevidstheden om subjektets forgængelighed medfører samtidig et pessimistisk syn på menneskets evne til at kunne skabe noget i verden. Et af bogens mest centrale spor er da også Jiménez’ konstante vekselvirkning mellem på den ene side at hæve sig selv op til at være et skabende individ i verden og på den anden side være klar over menneskets begrænsning i og med dets grundlæggende vilkår som forgængeligt.

Julio Jensen åbner med sine indsigtsfulde læsninger af Jiménez’ poesi for en sand guldgrube af værker af en digter, der har inspireret senere spansksprogede digtere som Federico García Lorca, Pablo Neruda og Octavio Paz.

Julio Jensen er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet.