John T. Lauridsen analyserer i bogen udviklingen af det nazistiske NSDAP og det paramilitære Heimwehr og deres rolle i østrigsk politik i mellemkrigstiden. I bogen analyseres bevægelserne fra deres fremkomst og til de enten blev optaget i det eksisterende magtapparat (Heimwehr) eller forbudt (NSDAP). Analysen slutter i 1934 med demokratiets sammenbrud, efter den østrigske arbejderbevægelse var blevet nedkæmpet med vold og NSDAP’s kupforsøg var mislykkedes.

Det er konklusionen, at selv om de to bevægelser hver for sig pressede de demokratiske institutioner, var de ikke årsagen til demokratiets sammenbrud i Østrig. Hovedansvaret herfor lå hos det Kristeligt Sociale Parti (Christlichsoziale Partei – CSP), der valgte demokratiets kollaps frem for at afgive magten eller at dele den på andre end egne betingelser. Senere forsøg på enten at give de højre-radikale grupper hovedansvaret eller at fordele ansvaret på både Socialdemokraterne og CSP er uden historisk fundament. Heimwehr var CSP’s projekt, hvor meget det end siden har forsøgt at distancere sig fra det. Det østrigske demokratis sammenbrud banede vejen for Hitlers gnidningsfrie og succesfulde indlemmelse af Østrig i Det Tredje Rige, marts 1938 – det såkaldte Anschluβ.