Den Rasende Roland (Orlando Furioso, 1516, 1521 og 1532) er det mest komplekse og strålende litterære udtryk for hofkulturen i Renæssancens Italien, den kultur vi herhjemme især er fortrolige med gennem dens billedlige udtryk. Orlando Furioso hører til her i Højrenæssancens generation, samtidig med Bellinis, Tizians, Michelangelos, Rafaels værker.

Digtet indeholder på gang hele renæssancens selvfølelse og kunstbevidsthed, dens akkumulerede viden om mennesket, dens dynamik og livsoverskud, samtidig med en fornemmelse af at grunden er ved at skride under denne kultur, at mennesket ikke behersker sin skæbne, at det er et bytte for illusion og irrationalitet.

Kan man overhovedet få et indtryk af dette vældige epos, der fylder 46 sange på ca. 100 oktaver hver, ved blot at læse første sang? Naturligvis kan man ikke opleve digtets mangfoldighed, dets mylder af personer og historier, dets storslåede geografiske og fantastiske rum. Men man kan alligevel få et fint indblik i digtet, fordi første sang ikke så meget er en egentlig begyndelse på historierne som en slags ouverture, der sætter stemningen og anslår temaerne, inden tæppet går.

Uændret genoptryk fra Piranesi 8.