Denne rapport udgør den endelige del i afviklingen af Direktør N. Bangs og hustru Camilla Bang, født Troensegaards Legat, som blev nedlagt i 2024. Legatet blev oprettet testamentarisk i 1971 af Yrsa Kirstine Bang til forvaltning af foreningen Kvindelige Akademikere, med det formål at eje ejendommen ‘Fyrreliden’ i Hornbæk og anvende den til bolig for danske eller udenlandske kvindelige akademikere under ferier, rekreation o.l.
Det oprindelige formål viste sig at være urentabelt, og ‘Fyrreliden’ blev solgt i 1991. Midlerne opnået ved salget blev året efter indsat som startkapital i et nyt legat med samme navn som det oprindelige, men med det formål at uddele legater til kvindelige forskere eller kvinder der på anden vis gør sig gældende i kraft af deres akademiske uddannelse.
Det nye legat blev siden uddelt årligt, i alt 32 gange. Sidste uddeling i 2024 udtømte kapitalen, og det blev besluttet at nedlægge legatet og anvende de resterende midler til produktion af denne pamflet som indeholder en kort rapport over legatets aktiviteter og en oversigt over legatarerne.
Herudover findes et genoptryk af Marianne Alenius’ artikel »Glimt fra foreningen Kvindelige Akademikeres historie 1922-1994«, oprindeligt trykt i bogen Clios døtre gennem hundrede år (1994), som beskriver foreningens historie fra grundlæggelsen i 1922 frem til 1994.