”Thor var mest elsket af danerne”. Således skrev den engelske abbed Ælfric i slutningen af 900-tallet, og en tilsvarende central placering af Thor antydes i eddadigtet Hymisqviđa, hvor Thor omtales, som den gud, der beskytter menneskene. I vikingetidens Norden var forholdet til guderne kendetegnet ved en forventning om gudernes nytte og gavnlige virke, hvilket kunne give sig udslag i fx godt vejr til afgrøderne, sejr i krig og beskyttelse mod sygdom. Disse nyttige effekter blev sikret ved kulten, hvor især kulten for Thor, om vi tror på Ælfric, var af central betydning for danerne.

Thor-kult i vikingetiden præsenterer den første, samlede kritiske gennemgang af kildematerialet til dyrkelsen af Thor siden 1876. Monografien er en historisk-filologisk analyse af de samtidige skriftlige, arkæologiske og ikonografiske kilder, der kan knyttes til dyrkelsen af Thor. Kildematerialet udgøres af bl.a. runeindskrifter, skjaldedigte og samtidige beretninger fra Irland, England, Frankrig, Tyskland og Rusland.

Forfatteren påviser regionale forskelle i dyrkelsen af Thor og endvidere, at entydige vidnesbyrd for dyrkelsen af Thor ikke foreligger før 900-tallet. Trods den sene datering kan Thor-dyrkelsen ikke fortolkes som en reaktion imod den missionerende kristendom. Desuden påpeges det, at identifikationen af de arkæologiske miniaturehamre med Thors hammer, Mjølner, ikke længere kan opretholdes.

Bogens konklusioner tydeliggør, at vikingetidens førkristne religion ikke var en fast uforanderlig størrelse, men en religion, der ændrede sig løbende. Samtidig argumenterer forfatteren for, at ældre tolkninger af kildematerialet til vikingetidens religion ofte bygger på antagelser og præmisser, der ikke længere er holdbare.

Lasse Christian Arboe Sonne er ph.d. og adjunkt ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.