Færøerne omtales for første gang i skriftlige kilder i 825, hvor en irsk munk beskrev øerne – to dages sejlads i medvind fra Storbritanniens kyst – som ”eneboerens ’paradis’ med mange får”. Efter sigende skulle øernes navn Føroyar da også betyde ’Fåreøerne’. Norske vikinger befolkede i 900-tallet øerne, der i 1271 blev underlagt den norske konge. I 1380 blev den 10-årige danske konge, Oluf 2. Håkonsson, konge over også det norske rige, da faderen, Håkon 6. af Norge, døde. Positionen blev frem til Olufs død i 1387 varetaget af hans mor, Margrete 1., som siden 1376 havde virket som sin søns formynder på den danske trone. Forbindelsen mellem Danmark og Norge blev yderligere konsolideret ved Kalmarunionens oprettelse i 1397. Gradvist knyttedes Færøerne tættere til den danske krone. Først som norsk biland, derefter som dansk landsdel, og i dag er Færøerne – i hvert fald officielt – en ligeværdig og selvstyrende statsdel i Rigsfællesskabet.

Den særlige konstruktion af riget og fællesskabet mellem Danmark og Færøerne medfører en antagelse om, at der eksisterer en nær forbindelse mellem de to lande og deres befolkninger. Forfatteren undersøger Færøernes tilhørsforhold til Danmark, herunder hvordan færinger og danskere har opfattet hinanden over en 150-årig periode. Forskellige synspunkter og udtalelser – dvs. erindringer, debatbøger, avisartikler, folketingsdebatter, interviews med færøske og danske politikere samt spørgeskemaundersøgelser – fra de to befolkninger er omdrejningspunktet for undersøgelsen af, hvordan mødet mellem færinger og danskere har fundet sted. De 150 år undersøges gennem nedslag i tre tiårsperioder, 1850’erne, 1940’erne og de seneste 10 år.

Bogen er således medvirkende til at sætte fokus på en lille del af danskerne og færingernes fælles historie.