Isaios levede fra 420-350 f.Kr. og var bosat i Athen. Han ernærede sig som lærer i retorik og som professionel taleskriver, logograf. Især var han kendt for sine gode arveretstaler. Talerne blev udgivet, mens Isaios endnu levede. Først og fremmest blev de brugt som øvelsestaler, men de har sandsynligvis også været brugt som underholdningslitteratur. At talerne har nået os skyldes ikke mindst, at Isaios og ni andre talere i 1. århundrede e.Kr. blev ophøjet til at være "De ti attiske talere"; de ti, som alle måtte kende.

Isaios' Taler indeholder en oversættelse til dansk af samtlige overleverede taler af Isaios. Elleve af bogens tolv taler er skrevet til arvesager, den sidste til en borgerretsskabssag. Forud for hver af de tolv taler går en præsentation af den enkelte sag og dens hovedaktører, efterfulgt af en såkaldt stemma, en slægtstavle. Stemmaet skal lette læsningen af talen og afspejler den sammenhæng, taleren ønsker, at vi skal opfatte.