Fra artiklens begyndelse:
Det var en spansk ekspedition under ledelse af Ferdinand Magellanes,
som i 1521 bragte katolicismen til Filippinerne. Efterfølgende ekspeditioner
førte til missionsvirksomhed og evangelisering, og bl.a. det rituelle
drama eller sinakulo med dets levende visualisering af Bibelen blev et
vigtigt element i den kristne didaktik. Sinakulo stammer fra spansk, cenáculo,
og refererer til Den Sidste Nadver. Det blev indført i Filippinerne formodentlig
omkring år 1700 og kan opleves hvert år til påske i mange
forskellige afskygninger. Sinakuloerne i dag er generelt meget anderledes
end det middelalderlige drama, hvorfra de stammer. De er religiøst funderet,
men hvor nogle er forholdsvist »traditionelle«, er andre teknologisk
avancerede og andre igen politiske parafraser.
I foråret 2001 tilbragte jeg tre måneder i Filippinerne. Formålet var at
opleve det rituelle påskedrama som den levende tradition, det stadig er.
Med udgangspunkt i Filippinerne ville jeg undersøge, hvilke implikationer
det havde haft at indføre en europæisk middelaldertradition til en
fremmed kultur uden for Europa. Jeg fokuserede på følgende aspekter:
oprindelse og tradition, dramaets æstetiske og religiøse værdi for deltagerne
og for samfundet samt musikkens rolle deri. Som feltområde havde
jeg udset mig den lille ø, Marinduque, der ligger midt i landet. Efter
ankomsten til Marinduque og overværelse af første prøve på dramaet
blev jeg imidlertid tvunget til at ændre mit udgangspunkt.To forhold
kom helt bag på mig: 1)) Kirken var ikke ansvarlig for sinakuloet, som var
iværksat af guvernøren og en »teatergruppe«, og 2) musikken spillede
ganske vist en betydelig rolle, men var hverken »live« eller »traditionel«
og havde aldrig været det. Der var i stedet tale om et lydspor med klare
reminiscenser fra ældre Hollywood-filmmusik.
Nyhedsbrev
Print siden
