Fra artiklens begyndelse:
Søren Kierkegaards diskussion af den religiøse kunst har ét væsentligt
omdrejningspunkt: Hvad lægger denne kunst op til? Til at beundre? Eller
til at følge efter? I samme åndedræt spørger han til forskellen mellem:
at betragte, hvilket også vil sige at beundre og at være tilskuer til, og så
det: at se med et kærligt blik, som er åbent for gensidighed, forandring og
handling.
Alt, hvad Kierkegaard siger, er jo ikke nødvendigvis værd at skrive artikler
om. Hvorfor er denne kierkegaardske drejning af spørgsmålet om
forholdet mellem billedkunst og kristentro så interessant? For at forstå Kierkegaard
og perspektiverne i den vending, han foretager, må vi først have
tre grundlæggende ting på plads. De vedrører dels synet og blikkets rolle i
hans tænkning, dels hans syn på maleriets væsen og endelig den kunsthistoriske
forsknings omgang med hans samtids religiøse billedverden.