I de senere år er der sket en opdyrkning af det frugtbare grænseland
mellem teologi og litteratur. Interessen har navnlig samlet sig om de
bibelske fortællinger, idet man enten har søgt at anvende forskellige
litterære metoder på disse eller har efterforsket deres rolle som forståelseshorisont for senere, skønlitterære værker.
Denne vinkel på det interdisciplinære felt har på dansk grund i nogen
grad fortrængt beskæftigelsen med et andet emne herindenfor: forholdet
mellem digtning og etik.
I den internationale forskning oplever emnet imidlertid netop nu en opblomstring, hvorfor det kan være på sin plads at bidrage til at genindsætte det på den hjemlige dagsorden, så meget desto mere som vi her er i besiddelse af betydelige forfattere og tænkere, der har viet netop dette problemfelt store dele af deres forfatterskab ...