Det følgende er et forsøg på at redegøre for den tyske filosof Walter
Benjamin (1889-1940) og hans dobbeltposition i det 20. århundrede som
kulturkritiker og som storbyteoretiker. Denne skelnen svarer til en opdeling
af hans forfatterskab som er blevet gængs, nemlig opdelingen i et
tidligt og et sent forfatterskab. Denne opdeling er sket helt automatisk
med den unge og den sene Marx som forbillede. Således opereres der med
et brud hos Benjamin og med en af det 20. århundredes vigtigste myter,
nemlig myten om den intellektuelles brud med traditionen til fordel for
det moderne som indbegrebet af det emanciperede individs frigørelse og
selvrealisering.
Walter Benjamins barndom og ungdom i Berlin frem til Første Verdenskrig
er præget af åndshistorie, kantianisme, symbolistisk digtning,
men også af et politisk engagement, hvor han er optaget af socialdemokratiet
og zionismen. De vigtigste skrifter fra denne periode er essays, taler
og digte. Under Første Verdenskrig opholder Benjamin sig i Schweiz, og
som det er tilfældet med kunsthistorikeren Aby Warburg og den unge
Martin Heidegger betyder krigen også for Benjamin en rystelse af hans tro
på civilisationen og fremskridtet ...
Nyhedsbrev
Print siden
