Dette indlæg må indledes med en advarsel. Som historiker af den
strenge weibullske skole ved jeg, at den type historiske kilder, som
redegørelsen for min flygtningetid tilhører, og som kan kaldes Ældre
personers beretninger om og refleksioner over begivenheder i
deres eget liv for næsten 60 år siden, bør håndteres med forsigtighed
og betragtes med den største mistro. De er sjældent det papir
værd, de er trykt på. Jeg må også understrege, at jeg kun var 15
år, da jeg kom til Lund og endnu ikke 17, da jeg forlod Sverige, og
mine betragtninger vil derfor selvsagt være stærkt præget af det
ungdommelige mikrokosmos, jeg dengang færdedes i. Så er mine
ærede læsere advaret.