Fra artiklens begyndelse: Ka’ kvinder læse? er titlen på kvindeprojektet Tekst nr. 1, som Danske Studerendes Fællesråd (DSF) udgav i 1974. Dette forsøg på »at analysere kvinders skæve placering i uddannelsessystemet og de bagvedliggende samfundsmæssige forhold, der betinger denne skævhed « – her citeret fra bagsiden – var studenterbevægelsens første bidrag til 1970’ernes kvindekamp. Bogens forfattere, 9 kvinder fra forskellige uddannelsesinstitutioner, gav udtryk for, at rødstrømpebevægelsen ikke var blevet taget alvorlig i starten, men at tiden nu var inde til at videreudvikle både kvindebevægelsens og studenterbevægelsens strategi.
Allerede på DSF’s årskongres i 1971, et halvt år efter dannelsen af den nye kvindebevægelse i Danmark, prøvede »en af de ganske få piger«, der deltog i kongressen at tage emnet op, men uden held. Som nævnt i rapporten, tog de mandlige kongresdeltagere hjem hovedrystende over »de der skøre frustrerede kællinger«. Men i 1973 blev sagen taget op igen, og der blev sat en undersøgelse i gang, som senere blev publiceret i Ka’ kvinder læse?
Jeg deltog mere eller mindre både i studenterbevægelsen og kvindebevægelsen, mens jeg var ung studerende på Odense Universitet, Danmarks tredje universitet, hvor oprøret lagde sig i baghjulet af begivenhederne i København og Århus. Jeg mindes ikke, at der skete ret meget i 1968. I hvert fald opdagede jeg først, at der lokalt var noget i gære i 1969, hvor jeg deltog i nogle stormøder. Omfanget af oprøret var mere beskedent end i København og Århus. Årsagen var formentlig, at Odense Universitet, der var et ungt universitet (startet i 1966), havde forholdsvis få ældre studerende.
Nyhedsbrev
Print siden
