Fra artiklens begyndelse:
Som generation nød 68’erne godt af velfærdsstatens udvikling i det tyvende århundrede. Udbredelsen af de højere uddannelser i efterkrigstidens Danmark gav plads for og muliggjorde dannelsen af nye sociale bevægelser, hvilket kom tydeligst til udtryk i studenteroprørets krav om demokratisering af universitetet. Den øgede adgang til de højere uddannelser gav kvinderne mulighed for at forestille sig en ny kvindebevægelse. Ud over reformer af uddannelsesinstitutionerne krævede den »postindustrielle« og »postmaterialistiske« generation, at staten, de politiske partier og familien skulle indfri de modernistiske løfter om demokrati, velfærd og ligeberettigelse.
Den vigtigste gren af den nye kvindebevægelse, rødstrømperne, startede officielt i 1970 med en række velannoncerede aktioner udført af små grupper af unge kvinder, som studerede ved universitetet eller andre højere uddannelsesinstitutioner. Inspireret af poststrukturelle teorier, der opstod i kontrast til den ny venstrefløjs socialpolitiske paradigmer, tiltrak grupperne hurtigt unge kvinder fra middelklassen, hvoraf størstedelen kom fra København. I modsætning til de etablerede ligestillingsgrupper rettede rødstrømperne deres antiautoritære kamp mod de selvsamme unge mænd, som havde været deres medaktivister både i studenteroprøret og den nye venstrefløj såvel som i fredskampen, modstanden mod EF og i anti-atomkraftbevægelserne. Rødstrømperne mente således – på grundlag af de poststrukturelle teorier – at traditionelle kategorier som »køn« (mand og kvinde) fastholdt et ulige mandsdomineret samfund. Rødstrømperne udfordrede mandsdominansen igennem en ny politisk praksis i form af små, bevidstgørende basisgrupper, der alene var for kvinder, og som var løst koordineret i paraplyorganisationer. Hensigten var at skabe en egalitær og »flad« struktur. Rødstrømpernes synspunkter, som blev sammenfattet i sloganet »det personlige er politisk«, gik ud på, at de ved at samles med henblik på en kritisk undersøgelse af deres eget liv som kvinder ville blive bevidste om, hvordan tilsyneladende isolerede, individuelle og problematiske erfaringer faktisk var kollektive og politiske. Gennem denne bevidstgørelsespraksis skabte de det politiske begreb for en kollektiv kamp mod det, der var teoretiseret som patriarkatet.
Nyhedsbrev
Print siden
