Fra artiklens begyndelse:
Formålet med denne artikel er at se nærmere på, hvordan økologisk jordbrug opstod som idé i slutningen af 1960’erne og udviklede sig til en bevægelse i perioden fra 1970’erne til 1990’erne. Jeg vil forsøge at vise, hvordan økologisk jordbrug gik fra at være et græsrodsprojekt – en sammensmeltning mellem forskellige subkulturer, bl.a. mellem miljø- og kollektivbevægelsen og socialistiske bønder, der alle var i opposition til gældende landbrugspraksis og de eksisterende samfundsnormer – til at blive en integreret og institutionaliseret enhed af samme samfund. Den centrale pointe i artiklen er, at det afgørende for økologibevægelsens udvikling, var dens dagsorden om at ændre samfundet ved at udøve praktisk og politisk indflydelse på det. Derfor handler artiklen mere om den græsrodspolitiske og parlamentariske aktivitet omkring økologisk jordbrug end om ændringer i de mere jordbrugsorienterede sager, såsom gårdstørrelser, økonomi, besætningssammensætninger mv.
Artiklen er inddelt i fire perioder, der omhandler henholdsvis hændelser i og omkring 1968, »hippie-tiden« i 1970’erne, det politiske gennembrud i 1980’erne og professionaliseringen i 1990’erne.