Tredje del af Ironiens tænker, tænkningens ironi indeholder også indholdsfortegnelse, forord, noter og referencer til hele bogen.
Fra begyndelsen af 3. del:
Den tredje del af undersøgelsen, som nu påbegyndes, omhandler, som annonceret,
reversibiliteten i Kierkegaards indirekte meddelte forfatterskab. I
min læsning af Om Begrebet Ironi stødte vi første gang på en sådan reversibilitet, som jeg kædede sammen med chiasmen. Derfor vil jeg som udgangspunkt igen vende mig mod dette værk – og altså på sin vis begynde
forfra.
Napoleons grav
Et element af disputatsen har jeg indtil videre undladt at komme ind på.
Det drejer sig om det billede af Napoleons grav, som Kierkegaard anfører
for at billedliggøre ironien. Der er med andre ord tale om et billede, som
bliver et billede på eller en allegori over det uafbilledlige, vores usynlige
nisse. Her er det:
"Der existerer et Stykke, som forestiller Napoleons Grav. To store Træer
overskygge den. Videre er der ikke at see paa Stykket, og den umiddelbare
Iagttager seer ikke Andet. Imellem de to Træer er der et tomt Rum;
idet Øiet følger langs med dets Contur-Omrids, fremtræder pludselig
af dette Intet Napoleon selv, og nu er det umuligt at lade ham forsvinde
igjen. Det Øie, der engang har seet ham, seer ham nu med en næsten
ængstende Nødvendighed altid. Saaledes ogsaa med Socrates’ Repliker.
Man hører hans Taler, ligesom man seer Træerne, hans Ord betyde det,
de lyde paa, ligesom Træerne ere Træer, der er ikke en eneste Stavelse,
der giver et Vink om en anden Fortolkning, ligesom der ikke er en
eneste Streg, der antyder Napoleon, og dog, dette tomme Rum, dette
Intet er det, der gjemmer det Vigtigste." ...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
