Anden del af Ironiens tænker, tænkningens ironi indeholder også indholdsfortegnelse, forord, noter og referencer til hele bogen.
Fra begyndelsen af 2. del:
At ironikeren er en marginal figur fremgår først og fremmest af den behandling,
som Kierkegaard giver Sokrates-figuren i den første af de to dele,
der udgør Om Begrebet Ironi. Den opgave, Kierkegaard nærmere bestemt
stiller sig i første del, er at bevise, ikke alene at Sokrates var ironiker, men
dertil, at ironien først for alvor holder sit indtog i verden med Sokrates.
Ganske vist indrømmer Kierkegaard, at sofisterne havde opdaget ironien,
men ifølge ham var de ikke selv klar over det, og de anvendte den kun til
begrænsede formål. Sokrates, til gengæld, praktiserede ironien konsekvent
og ophøjede dermed sofisternes middel til et mål i sig selv: en livsform.
Videre hævder Kierkegaard, at Sokrates ved at gøre dette blev fødselshjælper
for subjektiviteten. Forholdet imellem ironi og subjektivitet generaliserer
han endda og gør det transhistorisk; „Ironien er en Subjectivitetens
Bestemmelse“, som han kort og godt formulerer det. Hermed er der
banet vej for at udråbe Sokrates, den første gennemførte ironiker, til at være
dén, der, selvfølgelig uden at være vidende derom, beredte vejen for kristendommen, subjektivitetens religion. Det er med udgangspunkt i denne kanonisering, at Kierkegaard kan hævde, at Sokrates’ ironi, til forskel fra
romantikernes, var berettiget.
...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
