2. del af Danmark i Europa 750-1300 indeholder også indholdsfortegnelse, forord, indledning, kilder og registre til hele bogen.
Fra begyndelsen af 2. del:
"Danernes land består næsten udelukkende af øer," skriver Adam
af Bremen. "Grænsen mellem nævnte Danien og vore landsmænd
nordalbingerne udgøres af floden Ejderen... Den første del af
Danien man kommer til, som hedder Jylland, strækker sig på den
lange led fra Ejderen i nordlig retning. Den er tre dagsrejser lang,
hvis man tager over til Fyn. Men hvis man rejser den lige vej fra
Slesvig til Ålborg, er det en fem til syv dages rejse... Jylland er
bredest ved Ejderen. Derfra snævrer landet langsomt ind ligesom
en tunge til den spids, som hedder Vendsyssel, hvor Jylland
ender... Landet er her goldt og virker, bortset fra områderne nær
en flod, nærmest som en ødemark, et saltland og en vældig ørken.
Nok er alle dele af Germanien dækket af skrækkelige, dybe skove,
men Jylland er dog langt den mest grufulde landsdel. Derfor
undgår man gerne området: Til lands på grund af mangelen på
korn, til vands på grund af faren for sørøvere. Jorden er næsten
ikke opdyrket på noget sted og næppe egnet til menneskelig
beboelse. Hvor havbugterne befinder sig, dér er de største byer".
Den første af de byer, Adam nævner, er "Slesvig, som også hedder
Hedeby", og han fortsætter: "Det er fra denne havneby, man
gerne sender skibe til Slavanien, Sverige og Semland, ja helt til
Grækenland". Den anden by er Ribe, "Herfra sætter skibene
kursen mod Frisland, ja sågar England eller vort eget Sachsen".
Den tredje er Århus. "Derfra kan man sejle over til Fyn, Sjælland
og Skåne, ja helt op til Norge".
Af den beskrivelse forstår man, hvorfor de danske vikingekonger søgte
ud. Det har været en simpel nødvendighed for dem, hvis de ville
beholde deres position som krigsherrer. Man forstår også, hvorfor de
tyske kejsere ikke underlagde sig landet permanent. Det var sikkert
ikke ulejligheden værd. Adam af Bremen har nok ikke selv berejst
Jylland, men hans beskrivelse af dette uvejsomme og vilde landskabsvarer nu meget godt til, hvad moderne pollenanalyser og undersøgelser
af bevaret tømmer kan fortælle os om vegetationen i vikingetiden.
...