Fra artiklens begyndelse:
Da Hannah Arendt drog til Jerusalem i 1961 for at overvære processen mod Adolf Eichmann, den bureaukratiske leder af folkemordet på jøderne, havde hun ventet at møde et umenneske, som slet ikke var som andre mennesker. Det store chok for Arendt var, at Eichmann fremstod som et helt almindeligt menneske. Det fremgår af hendes bog Eichmann in Jerusalem (Arendt, 1992: 276). Arendt skriver: "Problemet med Eichmann var netop, at så mange var som han, og at de mange hverken var perverse eller sadistiske, men at de var og stadig er frygtelig og frygtindgydende normale" (Arendt, 1992: 276). Eichmanns handlinger var således ifølge Arendt ikke et resultat af en bevidst ondskab, men derimod af en blind lydighed. Det er på denne baggrund, at Arendt fremsætter sin tese om det ondes banalitet, (Arendt, 1992: 252). Det ondes banalitet består ikke i den bevidst udøvede ondskab, men derimod i et fravær af tænkning og refleksion i forhold til det onde (Serck-Hansen, 1994: 26). Set ud fra vore legale institutioner og vore moralske standarder rejser denne normalitet ifølge Arendt langt større problemer end alle de grusomme handlinger taget tilsammen, fordi den medfører en ny type af kriminelle, som begår deres kriminelle handlinger under omstændigheder, som gør det stort set umuligt for dem selv at vide eller at erkende, at de gør noget forkert (Arendt,1992: 276).
...
Nyhedsbrev
Print siden
Se udvalgte sider
