[pp. 307-310 in : Hvad tales her om? 46 artikler om græsk-romersk kultur. Festskrift til Johnny Christensen i anledning af hans afsked som professor ved Københavns Universitet. København (Museum Tusculanums Forlag) 1996]
Suhm kaldte e "bartholinsk". Han har set, at e er struktureret ligesom antikvaren Thomas Bartholin's c-afskrift [3], hvor index capitulorum og brevene er flettet sammen i én række, og at e's tekst umiddelbart fremtræder som identisk med teksten i c-afskrifterne. Men Suhm - og efter ham udgiverne af Diplomatarium Danicum - overså, at den 'bartholinske" sammenfletning af index og breve - og ligheden med c-teksten - ophører brat efter brev 2,25. Fra dette punkt har e egne læsemåder og rununer endda to brevfragmenter (s. 572,15-573,7), som er forbigået i c-traditionen.
e's uafhængighed af c fra og med 2,26 kan belyses med nogle eksempler fra brevene 2,26 og 2,27: s. 510,8 presbyteris c : pa**** e || 510,9 gaudiorum c : plenitudinem gaudioruin e || 510,10 praeminet c : praeminit e || 510,11 habundare c : abundare e || 510,20 eliceamus c : eliciainus e || 511,18 Esserom c : Esserem e || 511,19 Willelmus c : W. e || 511,19 Paradiso c : Paraelito e || 512,8 praescriptum c : reseriptum e || 512,11 quoniam c : cum e || 512,15 ignoratis c : ignoraueritis e || 512,15 succesum ueri c : successum e.
Over for hyppige afvigelser fra c står en håndfuld tilfælde, hvor c og e går sammen imod de øvrige afskrifter (og imod udgiverne). Det drejer sig om tilfælde, hvor c-teksten - imod Bartholins sædvane - ikke er udglattet, og de kan derfor ikke anfægte e's uafhængighed af c fra og med 2,26: s. 517,23 et tenere quaerere c e (et tenere et quaerere a, tenere et quaerere d) || 518,28 ne ad te notis et amicis tuis ad te c e (ne ad te notis et amicis tuis a, ne notis et amicis tuis ad te d) || 524,25 ignotuit c e (innotuit a b) || 531,4 mente c e (mentem a) || 536,17 iocunditas c e (iucunditas a b) || 538,16 agrum c e (agro a) || 549,2 reuerentiae maiestatis c e (reuerentiae et maiestatis a).
Anden halvdel af e repræsenterer altså en selvstændig læsning af archetypus, membranen F45 i Københavns UB, der brændte i 1728, på lige fod med de øvrige selvstændige læsninger: a, "komplet" afskrift (skrivere a og a1 og a2, rettet af a3 (= A. S. Vedel)); b, udvalg på 23 breve (v/ A. S. Vedel); c, "komplet" afskrift (trykklar, ofte udglattet tekst); d, påbegyndt som komplet afskrift, men afbrudt midt i brev 2,31.
Det kritiske arbejde med Vilhelin-teksten går ud på at komme bag om de "gode", men ofte udglattende afskrifter a b c. Afskriften d's rolle består da i at være korrektiv til a b c, eftersom d ikke er udglattet, men i rå form gengiver en lang række interessante særheder i archetypus. I de 5 breve, hvor anden del af e overlapper med d, finder vi nu en række fælles læsemåder imod de øvrige afskrifter: s. 511,18 Esserem d e (Esserom/Esrom) || 512,8 rescriptum d e (transscriptum / praescriptum) || 516,10 epistolis d e (epulis) || 519,22 arbitremur d e (arbitraremur). Betydning af e består da deri, at anden del af denne afskrift træder til, hvor d slutter, og at den kan overtage d's rolle (imod a b c) i den sidste del af brevsamlingen. Desværre har udfald af to hele læg i anden del af e forårsaget en lakune, der strækker sig over en snes breve (2,57-2,77 = 550,16-568,2). Sidst i anden del af e (efter 2,82) findes 7 brevfragmenter fra området 2,11-2,22, der var havnet bagest i archetypus.
Jeg vil til slut pege på nogle steder i de knap 50 breve og brevfragmenter, som det bevarede parti af anden del af e omfatter, hvor e-teksten kan bidrage positivt til en nøjagtig rekonstruktion af, hvad der stod i archetypus - grundlaget for alt videre arbejde med teksten.
(1) 510,9 (a b c d e) in plenitudine dierum plenitudinem gaudiorurn] [4] Således e og DipIDan. a b d har in plenitudinem dierum et gaudiorum, mens c har in plenitudine dierum gaudiorum. - I archetypus har der stået in plenitudine dierum gaudiorum, med en henvisning efter dierum til ordet plenitudinem i marginen. Dette er korrekt aflæst af e, mens a, b og d har læst ordet i marginen som en rettelse til plenitudine og henvisningen som et; c har overset eller forbigået tilføjelsen i marginen.
(2) 512,15 (a c d e) ignoraueritis ... feliciorem prouenisse successum] Således a og e, mens d har ig/ue/noratis ... successum, og c (og DiplDan) skriver ignoratis ... feliciorem prouenisse successum ueri. - Elementet ueri må have stået i marginen, med en henvisning til ignoratis, som let kunne overses.
(3) 532,24 (a c e) Hoc enim et famae uestrae congruit et saluti] - Denne afsluttende sæætning i 2,41 står på sin rette plads i c og i udgaverne, men er i a og e afskrevet i starten af 2,42. I archetypus har sæætningen stået ved siden af overskriften til 2,42 og således givet anlening til misforståelsen.
(4) 569,25 (a b c e) iustitiae zelus emineat] a1 lader ordet stå blankt, Vedel (a3 og b) og DiplDan konjicerer emergat, mens c og e har beholdt det umulige emungat. Jfr. 474,5 nunc in uobis iustitiae zelus emineat; 488,9 zelus uestrae sanctitatis emineat.
(5) 572,3-5 (a c e) uestris precibus est obtinendum a domino, ut uidelicet regiae celsitudinis ad sanctam iustitiam, a cuius tramite prauorum hominum consiliis turpiter deuiauit, duritiam emolliat.] Således DipIDan, med flg. oversættelse i Danmarks Riges Breve: " ... at han blødgør den høje konges hårhed over for den hellige retfærdighed ..." Oversættelsen forudsætter dels en anden tekst, f. eks. aduersus sanctam iustitiam, dels at disse ord lægger sig til duritiam, men jfr. Greg., Magn., Moral. in Iob col. 1708 qui et duritiam ... ad paenitentiam emollit, id., Hom. in Ezech., col 1710 uirtus discipulorum duritiam emolliuit ad misericordiae uiscera.[5] Vedel (a3) flytter duritiam op foran ad sanctam og letter dermed den hårde ordfølge, men c og e viser, at det er imod archetypus. a1 synes at have konjiceret ad sanctam (med rette?), mens c og e gengiver archetypus' umulige adsectam eller adsertam.[6]
Med erkendelsen af at e er et kontamineret håndskrift i den forstand, at første del følger c-traditionen, mens anden del repræsenterer en selvstændig læsning af archetypus, tør man vel udtale, at det sidste større stemma-problem i overleveringen af abbed Vilhelms brevsamling er løst.
Noter
[1] For bibliografi indtil 1992, se min "Abbed Vilhelm søger råd hos pave Cølestin. Omkring den ældste danske selvbiografi (Vilh., Ep. II 47)" i Fund og Forskning 31 (1992) 9-21 (Kilder og litteratur s. 26 ff.). - Jeg benytter lejligheden til offentligt at beklage mit forvirrende fejlreferat, sst. s. 10, af Nanna Damsholts (1985) syn på de i Vilhelms brevsamling overleverede "Ingeborgbreve".
[2] Historisk Tidsskrift 82 (1982) 113-120 (anm. af Diplomatarium Danicum 1:3,2. del).
[3] I dennes Collectanea A, der er tabt, men hvoraf Vilhelm-delen haves i flere afskrifter.
[4] Samme udtryk 1,36 (482,4, men læs in plenitudine[m] dierum ) og 2,16 (495,16).
[5] Jeg har benyttet CD-ROM-baserne CETEDOC Library of Christian Latin Texts (Brepols) og Patrologia Latina (Chadwyck-Healey). Af Gregor citerer Vilhelm med kildeangivelse 4 kirkeretlige udtalelser (via Petrus Lombardus) og 3 bon-mots.
[6] Suhm 1786 trykker adjectam, fra c-afskriften AM 1054 adiectam, hvor der dog ikke er nogen prik over i'et; den anden c-afskrift, c1, har adsertam; e skriver ad seetam.